Rødsvingel er Danmarks næststørste græsfrøart.
Arten anvendes til foder og plæneformål alt efter de forædlede sorters egenskaber. Rødsvingel deles op i sorter uden udløbere og sorter med hhv. korte og lange udløbere.
Rødsvingel lægges ud i dækafgrøde med høst året efter. Der kan - hvis marken ikke har for stort græsukrudtstryk - ofte høstes frø både andet og tredje år i rødsvingel.
På verdensmarkedet er Danmark den anden største eksportør mens vi i EU både er den største producent og eksportør. Den gennemsnitlige landmandsværdi er på 200-400 mio. kr., mens eksportværdien er væsentlig større.
Udfordringer i produktionen af rødsvingel er især ukrudtsgræsser og svampeangreb.